Jobbeskrivelse
Driftsledere til DSB Driftscentre - Vær med til at forbinde Danmark

Vil du være med til at binde Storkøbenhavn sammen, og hjælpe passagerer frem og tilbage?

Trives du med arbejdsopgaver, hvor du skal planlægge, koordinere og bevare overblikket?

Så er du måske en af de tre driftsledere, vi søger til DSB S-tog.

Velkommen til DSB Driftscentre

I Driftscentret har vi ansvaret for at levere driftsstabile og rettidige tog til vores kunder. Vores vigtigste opgave er at bevare overblikket over dagens togtrafik og beslutte, om der skal ændres i køreplanen, hvis der opstår noget uforudset. Årvågenhed, hurtig reaktion og klare beslutninger kendetegner os og vores arbejde.

Der er altid kolleger på arbejde, og på alle tider af døgnet er vores målsætning klar: Opstår der problemer, håndterer vi dem i opløbet og sørger for, at der er en klar plan, indtil togene kører igen.

Vi vægter et godt kollegaskab højt, og vi hjælper hinanden både i den daglige opgaveløsning – for eksempel ved at sikre gode overleveringer – og ved at bytte vagter, når der er behov.

 

 

”Jeg går glad på job. Jeg trives med et job hvor jeg pludselig kan få meget travlt, og hvor mine beslutninger og handlinger har stor betydning for mange passagerer.

Jeg arbejder i et spændende miljø med gode kollegaer, hvor vi omgående kan se resultatet af vores arbejde, hvilket giver stor tilfredshed.

Jeg er dagligt i kontakt med mange samarbejdspartnere både i og udenfor driftscenteret, og nyder alsidigheden i arbejdet med at disponere S-tog.”

 

Fortæller din kommende kollega, Tommy.

 

 

Hvad skal du lave?

Du planlægger og koordinerer du ressourcerne så effektivt og bæredygtigt, at togdriften afvikles med mindst mulig gene for kunderne.

Stillingen som disponent indebærer, at du arbejder i 3-holdsskift, fordi driften aldrig sover. Der vil være weekend-, aften- og nattevagter såvel som dagvagter.

En typisk arbejdsdag kan starte med, at du skaber overblik over dagens drift og får en overlevering fra din kollega om, hvad der er sket på den foregående vagt. Din hverdag kan veksle mellem mere og mindre travle dage. Når der opstår trafikale udfordringer, har du ansvaret. Her får du sat dine problemløsningsevner i spil, når du i tæt dialog med dine kolleger lægger en ny plan.

Du har en stor samarbejdsflade og er dagligt i telefonisk kontakt med relevante interessenter, for eksempel trafikledere fra Banedanmark, klargøringspersonale, infodriftsmedarbejdere og vores værksteder.

Du har ikke personaleledelse, men leder opgaverne inden for dit ansvarsområde, mens du er på vagt.

Dine primære opgaver omfatter

  • Overvåge trafikken og justere planer for at minimere forsinkelser
  • Disponere tog til vores værksteder og samarbejde med klargøringsdepoterne
  • Sikre, at materieldisponeringssystemet altid er opdateret
  • Registrere hændelser i den elektroniske døgnrapport

Hvad forventer vi af dig?

Du får mange samarbejdsflader, og det er derfor vigtigt, at du motiveres af at samarbejde i teams og tale med mange forskellige mennesker hver dag. Du har et roligt overblik og styr på detaljerne – også når der er travlt. Du trives i en afvekslende hverdag, der kan gå fra nul til hundrede på kort tid.

Vi forventer, at du

  • Kan koordinere og disponere ressourcer under tidspres
  • Er dygtig til at løse problemer på en logisk måde
  • Trives med at arbejde på skiftende arbejdstider
  • Har erfaring med at arbejde i forskellige IT-systemer. Du behøver ikke kende vores systemer på forhånd, men skal kunne sætte dig hurtigt ind i nye systemer
  • Altid prioriterer en konstruktiv, respektfuld og venlig tone med kolleger og samarbejdspartnere – også når du har travlt

Hvad tilbyder DSB?

  • Gratis transport med DSB
  • Træning i DSB’s eget fitnesscenter og gode DSB-rabatter, blandt andet til fitnesscentre
  • Pension og sundhedsforsikring
  • Frokostordning og mulighed for at købe mad med hjem i Høje Taastrup

Søg nu

Ansøgningsfristen er den 16. november 2026. Vi gennemfører samtaler løbende, så vi opfordrer dig til hurtigst muligt at uploade dit CV og besvare nogle få spørgsmål.

Rekrutteringsprocessen

Hvis du går hele vejen, kan du forvente to samtaler. Den sidste samtale omfatter en adfærdstest, en logisk test og muligvis en case. Vi anvender digital referenceindhentning efter aftale med dig.

Spørgsmål?

Anders H Vinther telefon 24 68 41 71.

 

 

 

 

 

 

 

 

LI-NF1

LI-Onsite

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.11.2026
Arbejdssted:  TKC-s driftscenter S tog
Jobtype:  Fuldtid

 
Hver dag tager flere hundredetusinde kunder med DSB for at få hverdagen til at hænge sammen. De skal kunne regne med os.

Siden 1885 har vi i DSB forbundet alle i Danmark. Vi investerer massivt i fremtiden, så togrejsen for kunderne bliver hurtig, tryg og bæredygtig. 

Som kollega tilbyder vi dig attraktive vilkår, hvor du involveres og har medbestemmelse. Her er plads til og behov for initiativer og nytænkning, og hos os kan du vokse personligt og fagligt. 

Vi tror nemlig på, at du som kollega bidrager bedst, når du får lov til at udvikle dig.

I DSB arbejder vi sammen på tværs med et fælles ønske og mål om at være en arbejdsplads med høj trivsel og en kultur præget af respekt, anerkendelse, ligestilling og inklusion og plads til alle, der kan og vil.

Du er velkommen, uanset køn, etnisk baggrund, handicap, alder, seksuel orientering og religion. Vi ser mangfoldighed som en værdi i vores organisation. 

Rejsen begynder med dig.