Motiveres du af at have et ansvarsfuldt arbejde, hvor du er med til at sikre vores kunder en god rejse? Og kunne du tænke dig at prøve noget nyt og få Danmarks flotteste udsigt, mens du er på job? Hvis svarene er ja, så har du nu mulighed for at blive uddannet til en af DSB’s nye lokomotivførere.
Vi søger lige nu lokomotivførere elever til vores Fjern- og Regionaltog primært til København, men også et lille antal til depoterne i Kalundborg, Næstved og Helsingør.
Måske er du en af vores nye kollegaer, som har interesse i at hjælpe os med at give vores kunder en god rejseoplevelse.
Jobbet som Lokomotivfører B
Har du den rette profil, har du ikke svært ved at fremføre toget med høj fart gennem små stationer fyldt med mennesker på perronen. Du trives i en dagligdag med ændringer og udfordringer der skal løses.
Mere end 500.000 mennesker vælger den bæredygtige rejse hver dag, når de tager toget, og du kan være med til at sikre, at de kommer godt og sikkert frem.
For at opnå lokomotivførerlicens, er der en række krav og forventninger til dig. Inden du sender din ansøgning, bedes du se om du opfylder de obligatoriske krav til bl.a. uddannelses- eller erhvervsbaggrund her på vores hjemmeside.
Se kravene under "Spørgsmål og svar" og "Hvad kræver det at blive lokomotivfører?" Her kan du også læse mere om helbredskrav.
For at komme i betragtning, skal du vedhæfte relevant dokumentation på adgangskrav, når du søger stillingen.
Som lokomotivfører i DSB kan du bl.a. se frem til
- Stor selvstændighed i jobbet
- Gode kolleger med mange forskellige faglige baggrunde, som står klar til at støtte dig i dit nye job
- Løn under uddannelse
- Skiftende arbejdstider – når du er færdig uddannet indgår du i arbejdsplanerne ifølge vores aftaler
Stadig interesseret? Så læs videre.
Din hverdag som lokomotivfører B
På en typisk arbejdsdag, møder du ind på det arbejdssted, du er tilknyttet i din uniform. Du åbner din iPad, og sikrer, at du er opdateret på gældende sikkerhedsinstrukser.
Nogle gange overtager du et tog fra en kollega, andre gange skal du selv klargøre toget. Klargøring omfatter bl.a. at starte toget op. Her sikrer du, at alt fungerer og er klar til drift og at du sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan fremføre toget.
Når du har sat dig i førerrummet, sikrer du at alle kunder er kommet ind i toget, og at der er de krævede tilladelser, inden du lukker dørene, og sætter toget i gang.
Under kørsel har du fokus på signalerne i toget og langs banen, og du har kommunikation med både kolleger i Driftscentret, som orienterer dig om eventuelle ændringer i din arbejdsplan, og med Banedanmarks fjernstyringscentral. Fra din mikrofon i førerrummet informerer du kunderne om ændringerne, så de er godt orienteret om deres rejse.
Dine pauser og frokost afholder du i vores pauselokaler, hvor du også får hilst på dine gode kolleger. Når du har kørt dagens eller nattens sidste tur, kan det være du selv skal parkere og afslutte dit tog, eller bliver afløst af en kollega, som kører ud på en ny tur.
Nogle dage forløber din hverdag gnidningsfrit, hvor du nyder det smukke danske landskab fra førerrummet.
Andre dage kan du opleve driftsforstyrrelser eller tekniske problemer på toget, så du skal være parat til at håndtere ændringer i planen i løbet af kort tid.
Hvem er du?
Vi lægger vægt på, at du som person
- Trives med det store ansvar, der ligger i at transportere vores kunder.
- At du ikke ser en udfordring i, at fremføre toget med høj fart gennem små stationer fyldt med mennesker på perronen.
- Motiveres af den daglige kommunikation med kunderne via mikrofonen i toget og på perronen
- Formår at holde fokus i hverdagen, også når pressede situationer opstår
- Er god til at følge regler og retningslinjer, som er en del af din hverdag
- Prioriterer et godt samarbejde med dine kolleger, og vægter den respektfulde tone højt
- Er god til at træffe beslutninger, og reagerer beslutsomt i kritiske situationer
- Er fleksibel og trives med skiftende arbejdstider - på alle tider af døgnet, i weekender og på helligdage. Du skal på arbejde hver 2. weekend.
Hvem er vi?
I Drift Fjern & Regional er vi knap 900 lokomotivførere, 1 chef og 17 ledere, og vi er fordelt på 11 tjenestesteder rundt om i Danmark.
Vi er stolte af at kunne bidrage til den grønne omstilling, ved at sørge for, at ca. 200.000 kunder rundt i landet hver dag kommer sikkert fra A til B.
I Drift F&R har vi denne grundholdning – og det håber vi også du har – ”Vores kunder skal kunne tage sikkerhed for givet, det må vi aldrig gøre!”
Uddannelse med en kombination af teori og praksis
Du starter på en intern uddannelse, der er en kombination af teori og praktik. Uddannelsen er på fuldtid og har en varighed af ca. 11 måneder.
Du skal bestå uddannelsen, som sikrer dig din licens og certifikater, der giver dig adgang til at fortsætte som lokomotivfører.
Ansættelsessted og ansættelsesvilkår
Du vil blive tilknyttet et af DSB’s arbejdssteder i enten København, Kalundborg, Næstved eller Helsingør.
Du får løn, mens du uddanner dig, og efter bestået uddannelse og helbredsgodkendelse, har du jobgaranti. Uddannelsen foregår i Ballerup og praktikdelen på en af vores depoter.
Du ansættes efter Jernbaneoverenskomsten mellem Dansk Industri og Dansk Jernbaneforbund.
Rekrutteringsforløbet
Du behøver ikke at lave et CV og en ansøgning for at søge jobbet, men du skal besvare en række spørgsmål og udfylde en sikkerheds- og risikoprofil senest 3 dage efter du har søgt stillingen, dog senest d. 27. september.
Derudover skal du vedhæfte relevante eksamensbeviser og/eller dokumentation for relevant arbejdserfaring. Dette er en forudsætning for at komme i betragtning til jobbet.
Hvis du bliver udvalgt til den videre rekrutteringsproces, bliver du inviteret til en informations- og testdag d. 12. oktober i Telegade, Taastrup. Her får du mere at vide om jobbet og kan få svar på eventuelle spørgsmål. På dagen skal du også besvare en række psykologiske test, som du skal bestå med tilfredsstillende resultat, for at blive inviteret med videre i rekrutteringsprocessen.
Går du videre, bliver du indkaldt til en samtale af 1 times varighed. Du får tilsendt en personprofil som du skal besvare inden samtalen. Personprofilen benyttes som et dialogværktøj til samtalen. Samtalen forventes afholdt i uge 44.
Ansøgning og jobstart
Ansøgningsfristen er d. 27. september, men vi forbeholder os retten til at tage jobopslaget ned før denne dato, så søg allerede i dag.
Tilbydes du ansættelse, starter du i jobbet og på uddannelsesforløbet d. 4. januar 2027.
Inden jobstart, skal du afsætte tid til helbredsundersøgelse hos Flyvemedicinsk CPH i Kastrup - dette vil være enten fredag d. 20/11 eller fredag d. 27/11. Derudover skal du også til afprøvning af uniform i Brøndby.
Har du spørgsmål til selve jobbet og hverdagen som Lokomotivfører B, kan du kontakte en af personalelederne Jørgen Panton 24 68 29 35 eller Niels Kjær 24 68 29 31
Ved alle andre henvendelser kan du skrive til rekrutteringssupport@dsb.dk
Vi ser frem til at høre fra dig!
#LI-Onsite
#LI-SG1